Albertslund Bibliotek har fået certifikat i verdensmål
Albertslund Bibliotek har sat sig for at inddrage verdensmålene og borgerne som en fast del af bibliotekets arbejde for at tydeliggøre bibliotekets rolle i den bæredygtige omstilling.
Af Rikke
Folkehøringer, frivillige og fordybelse. Det spirer med idéer og nye tiltag på Albertslund Bibliotek. De danske folkebiblioteker er allerede vigtige lokale kulturcentre og mødesteder, og derfor har de et godt afsæt for at kunne hjælpe borgere og lokalsamfund med at forstå og komme i gang med den grønne omstilling, som for alvor er kommet på dagsordenen.
Nu indgår Albertslund Bibliotek i det nationale fællesskab af verdensmålcertificerede biblioteker, der i skrivende stund er en sammenslutning på 35 på tværs af landet.
Det handler om at formidle viden og litteratur om bæredygtighed, men også om at hjælpe folk, der gerne vil bidrage til et grønnere og mere bæredygtigt samfund og sætte lokale aktiviteter i værk. Bibliotekschef Marie-Louise Fischer-Hoffmann udtaler:
”På Albertslund Bibliotek har vi i flere år haft bæredygtighed højt oppe på dagsordenen. Både for at sætte fokus på klimaet og det grønne sammen med borgerne, men også for at bidrage til at udbrede samtalen og handlekraften i forhold til bæredygtighed generelt. Som et vigtigt led i det arbejde er Albertslund Bibliotek nu blevet verdensmålscertificeret, og det er vi utroligt glade og stolte over. Vi ser frem til at fortsætte arbejdet med bæredygtighed og verdensmål, og til at omsætte målene til handling.”
Om certificeringsprogrammet
Programmet er udviklet af Danmarks Biblioteksforening og Chora 2030 i samarbejde med 20 pilotbiblioteker. Udviklingsprojektet er støttet af Tryg Fonden.
Første skridt i certificeringsprocessen er at involvere medarbejderne i at komme med forslag til bibliotekets arbejde med verdensmål og bæredygtighed. Derefter skal der udarbejdes en 3-årig handleplan for arbejdet, og når biblioteket så er kommet godt i gang med at sætte tiltag og aktiviteter i værk både i forhold til borgere og biblioteket selv, kan det få en certificering.
Certificeringen er en anerkendelse af, at biblioteket har taget verdensmålene til sig på alle niveauer. Samtidig er programmet en hjælp til bibliotekerne til at skabe struktur i arbejdet og udvikle bibliotekets nye rolle som et mødested for borgere, der i fællesskab ønsker at bidrage til en bedre verden.